Den Grønne Dameklub

En lille hilsen fra Dameklubben

Dameklubbernes udflugt til Skyrup, 22. maj 2019

Tidligt onsdag mødtes 32 morgenfriske damer fra begge dameklubber for at tage på bustur til Sverige. Efter lidt forvirring omkring bus/trailer/bags og vogne lykkedes det os at komme afsted en smule forsinket.

Dette lagde dog på ingen måde en dæmper på humøret i bussen, hvor der blev budt på croissanter og en lille en til halsen – en fællessang blev det da også til.

En smule stress var der dog på, da vi nåede Skyrup – nu temmelig forsinkede – og da de samtidig havde valgt at lave om på vores startliste, måtte alle hjælpe til, for at det hele lykkedes.

Til gengæld var der smurt de dejligste boller til os, som blev taget med på banen sammen med kaffe-to-go.

Vejret var i den grad med os – og banen tip-top, så der blev lavet fine scorer, som blev belønnet med de flotteste præmier fra vores sponsor, Vivi.

Matchledelsen takker for den positive stemning og fine opbakning – og glæder os til at arrangere igen om to år, hvor vi håber, mange flere vil benytte sig af tilbuddet om en festlig dag i godt selskab!

Inger og Lisbeth