Frivillige er hjørnestenen i de fleste danske foreninger, og dette gælder bestemt også for Furesø Golfklub. Uden de mange frivillige, der giver en hånd, når der er tid og mulighed, ville vi ikke være den klub, vi er i dag.
Bestyrelsen i Furesø Golfklub har de kommende år ekstra fokus på frivilligområdet og ønsker, at de frivillige bliver mere synlige i klubben. Målet er at gøre det at være frivillig til noget helt særligt, så alle frivillige i Furesø Golfklub vil kunne sige følgende om deres frivilligindsats:
- Jeg er glad for klubben og ønsker at give tilbage.
- Jeg oplever en endnu større tilknytning til klubben ved at være frivillig.
- Jeg har mange positive sociale oplevelser ved at være frivillig i klubben.
- Jeg er stolt af at være frivillig i Furesø Golfklub.
- Jeg oplever, at klubben og andre medlemmer anerkender min indsats som frivillig.
Der er nedsat et frivillige-udvalg, hvis opgave det er at bringe bestyrelsens visioner ud i livet, samt at koordinere indsatsen og hjælpe med at organisere den med klubbens andre udvalg. Udvalget består af Jesper Hansen Lydolph, Charlotte Bjerre og Jan Braginski (formand) og kan kontaktes på “frivillig@furesoegolf.dk“.
Der er frivillige på en masse områder i Furesø Golfklub. Begynderudvalget har en lille hær af mentorer, der hver mandag hjælper nye golfere i gang med sporten. Turneringsudvalget skaber spændende turneringer, og KIK-bestyrelserne ligeså – men der sidder også frivillige i Handicapudvalget, bestyrelsen, eliteungdom, naturgruppen og på flere andre områder.
Skulle du selv have fået lyst til at være frivillig i Furesø Golfklub, kan du tilmelde dig i frivilliggruppen på dette link: https://forms.office.com/e/MVr0UJBRCq. Alle er velkomne – ikke kun erfarne golfspillere.
NB: Lige nu efterlyser begynderudvalget lidt flere mentorer til Kaninturneringen, som afvikles på mandage i løbet af sæsonen.
Velkommen til – og TAK fordi du er (eller måske snart bliver) frivillig i Furesø Golfklub.
Jan Braginski