Onsdag d. 29. september var vi en meget lille sluttet kreds, der skålede for færdiggørelsen af de overdækkede udslagssteder. Vi vil fremover kalde det for “Performance Center” ?. Disse faciliteter har været et stort ønske fra vores trænere og spillere gennem mange år, og vi synes selv, det er blevet ganske flot og regner med, at det vil blive flittig brugt i tiden fremover.
Det har været en langtrukken proces at få projektet gennemført. For flere år siden ansøgte vi kommunen om tilladelse til opførelsen, men fik besked på at genoverveje placering og udformning, da det fremsendte projekt ikke kunne opnå støtte i kommunen. Vi – dvs. Thomas Pihl og baneudvalget – reviderede herefter projektforslaget og fik visualiseret placering bedre end i første omgang, og kommunen kunne herefter støtte projektet. Men som alle andre tiltag vedrørende banen i FG skal Fredningsnævnet også godkende projektet, inden det kan igangsættes. Heldigvis fik vi også lov i denne instans efter en præsentation af projektet på stedet for flere dommere, hvor også Danmarks Naturfredning, Friluftsrådet og andre interesseorganisationer gav deres besyv med.
Jørn Heiredal har venligst stillet sin ekspertise til rådighed og har projekteret bygningen, og Trørød Entreprise har opført den i henhold til aftalt tid og pris.
Der forestår nu en afsluttende tilretning af omgivelserne omkring bygningen, inden vi kan tage det endeligt i brug i løbet af oktober.
Jeg håber, at alle tager godt imod, passer på hinanden, rydder op efter brug og får glæde af det nye Performance Center.
Anders Refsgaard
Baneudvalgsformand