FG medlem skyder sin egen alder

Utallige er de timer, som nu 78-årige Bjarne Winther (billedet) har tilbragt på danske golfbaner uden selv at spille. Winther var nemlig den allerførste uddannede danske golfdommer, og gennem 30 år var han i funktion som dommer ved masser af mesterskaber og eliteturneringer for at sikre, at alt gik rigtigt til efter golfreglerne. Han har været dommer i turneringer med 10-årige børn og var dommer, da Tiger Woods besøgte Rungsted Golfklub, så han har set det hele.

Men den nu delvist pensionerede advokat kan også selv. Med hjemmeklub i Furesø og medlemskab af golfklubberne Dragør og Langeland spiller Bjarne Winther typisk golf to gange om ugen fra et respektabelt handicap på 13,6.

  • Jeg har ikke mistet længde med alderen, og jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg også spiller en masse bordtennis. Et forhåndsloop i bordtennis ligner et golfslag, så det modvirker sikkert noget stivhed i ryggen, siger Bjarne Winther til Golf.dk.
  • Men jeg er ikke stabil. En gang imellem kan jeg godt have en runde omkring 80 slag, men da jeg var med Furesøs herreklub i Spanien for nylig, fik jeg den ene dag kun 24 stablefordpoints, fortsætter han.
    Dagen efter gik det imidlertid helt anderledes på New Course på Atalaya Golf & Country Club ved Marbella, som har par 71.
  • Alting lykkedes, især det korte spil. Efter 12 huller var jeg blot en over par, og selvom der sneg sig to dobbeltbogeys ind på kortet på to par 5-huller mod slutningen af runden, lykkedes det at komme rundt i 77 slag, seks over par, og dermed havde jeg slået min alder for første gang, beretter Bjarne Winther.

Det er en bedrift, man sjældent ser hos ikke-elitespillere. I fjor skrev vi på Golf.dk om 86-årige Henning Jürgensen fra Ribe Golfklub, der regelmæssigt skød sin alder, men ellers er det ikke noget, vi hører om så tit.

Selvom Bjarne Winther ikke helt har lagt sine næsten 50 års virke som advokat på hylden, er han nu i en situation, hvor han selv kan prioritere sin tid, og det nyder han. Han er stadig med i ordensudvalget i Furesø Golfklub, men stoppede for et par år siden sit store og mangeårige frivillige virke for Dansk Golf Union, hvor han foruden dommergerningen bl.a. var bestyrelsesmedlem, med i Amatør- og ordensudvalget, regelunderviser for landsholdene og dirigent på DGU’s årsmøder.

Nu gælder det hans egen golf – og det går, som det ses, ganske godt!

Læs mere på golf.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev