LiF, der står for Lørdagsklubben i Furesø Golfklub, er måske ikke kendt af alle i Furesø Golfklub. Men Lørdagsklubben er faktisk en af FG’s ældste ”klub i klubben” for herrer og fejrer nu sit 40 års jubilæum den 23. juli 2022.
LiF’erne spiller golf tidlig hver lørdag, hvor den efterfølgende fælles frokost i klubhuset indgår som en fast del. Fællesskabet har også bragt LiF’erne på golfrejser til Skotland, England, Irland og 6 andre nordeuropæiske lande, samt naturligvis rundt i Sverige og Danmark. I de mindre golfvenlige måneder er aktiviteterne suppleret med talrige minderige kulturarrangementer. Alt dette ledte til udgivelsen af LiF’s “Krønike”, der i 2008 beskrev de første 25 år.
Krøniken er underholdende læsning og rigt illustreret. Den blev endda opdaget internationalt, idet Harvard University Library henvendte sig for at købe to eksemplarer af bogen. De fandt den gav en bevaringsværdig beskrivelse af europæisk folkelig kultur. LiF skænkede storsindet to eksemplarer, og Harvard udtrykte efterfølgende stor taknemmelighed i deres takkebrev. Krøniken kan stadig erhverves favorabelt på LiF’s hjemmeside – for sådan en har LiF naturligvis også.
Gennem årene har i alt 85 af Furesø Golfklubs herrer på et tidspunkt været medlemmer af LiF, og der er opnået indbyrdes venskaber for livet. Fire af de nuværende medlemmer har tilmed været med fra starten. I dag har klubben ca. 25 medlemmer, hvilket er afstemt med kravet om tidsbestilling og ikke at forglemme den fælles frokost.
Jubilæumsdagen fejres naturligvis med en flagturnering for medlemmerne og en efterfølgende særlig festlig frokost i Restaurant Hestkøbgaard – indledt med en sækkepibe, der nok skal kunne høres rundt i klubben den 23. juli.