Mads Langkilde – Ecco Tour Q-School 2019

Jeg har i sidste uge været på Rømø, hvor jeg spillede Ecco Tour Q-school. Jeg gik ind til turneringen velvidende, at denne turnering ville afgøre mange ting for min 2020 sæson.

Mandag og tirsdag spillede jeg First Stage, hvor det krævede at komme i top 22 for at spille sig med til Final Stage. Jeg har virkelig knoklet på at få mit lange spil til at sidde i ugerne op til turneringen, og jeg endte med at have en rigtig fin følelse med svinget. Jeg gik -1 i første runde, lå nr. 9 og havde 2 slag ned til top 22, så jeg vidste, at det krævede endnu en god runde tirsdag.

Det var svære forhold med meget vind og en masse regnbyger om tirsdagen, men jeg kæmpede mig rundt i +2 trods 38 puts. Jeg endte på en 14. plads og havde nået mit mål om at komme til Final Stage.

Onsdagen gik med at træne og lade op til torsdag, hvor Final Stage startede. Der var 82 spillere fra Sverige, Norge, Finland og Danmark til start i Final Stage. Vi kæmpede alle om at få en kategori til Ecco Touren i 2020. Jeg vidste, at det ville blive en sjov og svær udfordring, da de havde lovet regn og blæst.

Det lykkedes mig at gå -2 efter en fantastisk afslutning med en eagle på hul 16 og en birdie på 18. Sidste runde om fredagen blev aflyst pga. et uvejr natten til fredag, og dommerne besluttede, at banen var uspillelig. Det gjorde mig ingenting, da det kun var første runde, der blev tællende, derfor endte jeg med en 3. plads og har sikret mig den bedst mulige kategori efter Q-school til næste år.

Sæson 2020

Sæsonen 2020 glæder jeg mig utrolig meget til, da jeg har besluttet mig for at blive professionel og udnytte min fulde Ecco Tour kategori, og med en fuld kategori vil det give mig de bedste muligheder for at opnå en god placering på ranglisten i 2020.

Da det er utrolig bekosteligt at spille i hele Skandinavien, skal jeg bruge vinteren på at finde sponsorer. Så skal jeg naturligvis forberede mig både med fysisk træning og teknisk træning sammen med Russell.

Mads Langkilde

*************************

(Red.: Hvis du er interesseret i at sponsorere Mads Langkilde i hans kommende sæson, er du velkommen til at kontakte kontor@fggolf.dk for yderligere information.)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev