Når sæsonen starter til foråret, vil det være med en ny rating af vores baner.
Sløjferne er vurderet sværere at spille.
DGU har lavet en opdatering, som indebærer at alle tre sløjfer er blevet vurderet en lille smule sværere sammenlignet med andre golfbaner. Samtidig er forskellen mellem sværhedsgrad for elitespillere og handicapspillere – det såkaldte ”slope” blevet forøget. Det gælder især for Farum-Parkvejsløjfen.
Ændret spillehandicap
Ændringerne betyder nye konverteringsnøgler og dermed ændrede spillehandicaps. For spillere med lavt handicap vil det kun sjældent have betydning, mens spillere med middel eller højt handicap kan opleve at de tildeles et slag eller to mere. Dit nye spillehandicap på sløjfen vil fremgå helt automatisk første gang du bestiller en tid i GolfBox. Det vil også fra sæsonstart kunne findes i opdaterede konverteringstabeller på vores hjemmeside, samt på vores nye info touchskærm i klubbens hall.
Nye teesteder
Vi er som bekendt i fuld sving med at lave nye teesteder. Når projektet er færdigt og alle teestederne er klar til at blive taget i brug, vil vi have 6 teesteder – inkl. de nu værende teesteder for begyndere. Alle teestederne er med i den nye rating. Der vil på dette tidspunkt formentlig komme ny fordeling af handicapnøgler på de tre sløjfer, men de nuværende nøgler vil være i brug indtil da.