Peter og Jannik modtager Årets Idrætslederpris 2020

Rudersdal Idrætsråd uddeler hvert år en pris til Årets Idrætleder. Idrætsinitiativprisen uddeles til en forening eller en person, der har taget et særligt idrætsinitiativ, der har hjulpet foreningen eller idrætslivet som helhed i Rudersdal.

Peter Fl. Adolph og Jannik Hansson fra Ungdomsudvalget var nomineret sammen med to andre idrætsgrene.

Begrundelsen for at nominere Peter og Jannik er følgende:

Normalt er golf en sportsgren, der dyrkes i sommerhalvåret. Kun en lille håndfuld spillere stiller op om vinteren for at trodse vejrguderne med taske og køller over nakken.

De to ledere af Furesø Golfklubs Ungdomsafdeling har imidlertid taget initiativ til en turnering, der løber ugentligt fra 1. november til 1. april – kaldet Snepokalen. I turneringen deltager både juniorer, ynglinge og voksne medlemmer. Ca 2/3 er ungdoms-/ynglingespillere og 1/3 voksne medlemmer. Deltagerne er således lige fra børn på 8-9 år til voksne over 60.

Deltagerne rækker ligeledes fra elitespillere til medlemmer med et højt handicap.

Hver søndag går 30 til 45 spillere ud, uanset om det regner eller sner. Hvis den almindelige bane er lukket på grund af sne, spiller man på vores par tre bane med farvede bolde.

Efter hver runde samles man til fælles hygge i vores juniorlokale, hvor der serveres medbragte kager og varm chokolade.

Ofte er juniorafdelingerne i golfklubber isoleret fra resten af klubgolfere – måske lige bortset fra deres forældre. Med deres initiativ har Jannik og Peter formået at skabe et socialt og sportsligt fællesskab i klubben. Jeg er sikker på at de vil sætte overordentlig stor pris på æren i at modtage idrætsinitiativprisen og at pengene vil være et kærkomment bidrag til at Snepokalen kan være med til at tiltrække og fastholde ungdommen til en sportsgren, der ellers er præget af vores kommunes ældre segment.

Et velfortjent stort tillykke med prisen til Peter og Jannik!

Og hvis du vil opleve, om der er noget om snakken, kan du deltage i Snepokalen til vinter.

Læs om de nominerede til prisen og referat fra Rudersdal Idrætsråd.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev